Letna 3, Prag 7 - 2-4 personer

 

 

Denne velindrettede lejlighed ligger i Prag 7-bydelen Holesovice. Den er på 45 m2 og ligger på 2. sal i en bygning med elevator. Dette område er i rivende udvikling og bliver mere og mere "hipt" - desuden er der mange virkeligt gode steder at gå ud og spise og drikke.

Når man kigger på Prags forskellige distrikter, er det vigtigt at huske, at systemet er lidt kompliceret, og at man ikke kan regne med, at et højt nummer er langt væk fra centrum. Prag 7 grænser op til Prag 1, som er absolut centrum. I øvrigt er der gode sporvognsforbindelser et par minutters gang fra lejligheden. Læs eventuelt mere om Prags distrikter.

Ifølge Google Map er distancen til fods bl.a. følgende: Karlsbroen - 28 minutter. Den gamle Rådhusplads: 22 minutter. Den gamle bydel: 18 minutter. Men som nævnt kan man også bare hoppe på en sporvogn. Det er billigt og effektivt.

 

Tæt på lejligheden finder man bl.a. det spændende Tekniske Museum, det imponerende Nationalgalleri for Moderne kunst, som er så stort, at man køber billet til udvalgte etager - og ikke mindst danskernes yndlingsudflugtsmål, "Det Gule Marked".

 

Beboelsen består af et opholdsrum med dobbeltseng samt et siddehjørne med komfortable møbler - herunder en dobbelt sovesofa med 2 ekstra sovepladser. Der er TV. Køkkenet har spiseplads - og er udstyret med komfur, køle/fryseskab, mikrobølgeovn og kogekande. Der er badeværelse med WC og brusehjørne - og selvfølgelig hårtørrer til rådighed. Der er trådløst internet (WiFi), hvis man medbringer sin bærbare computer. Endelig er der også kabel-tv i stuen.

 

Det er muligt at parkere (mod gebyr) i nærheden af lejligheden.
 

 

Billeder fra lejligheden: 

 

 

 

Med venlig hilsen Laus Sørensen, Prag Eksperten
Copyright © 2011 Prag Eksperten. Alle rettigheder forbeholdes.
Redigeret: 03. juli 2019.