Prag Eksperten - din individuelle rejsepartner Prag Eksperten /ved Laus Sørensen
Rumunska 8
120 00 Praha 2
Tjekkiet
tlf.: 42 83 88 55 (dansk takst)
+420 776 819 223 (tjekkisk mobil)
laus@prag-eksperten.dk
Find Prag Eksperten på facebook
Besøg os på Facebook

Kontakt

Booking

Hvordan

Lejligheder

Pris eksempler

Prags smukke slot troner over Moldau floden
Læs Mere

FLODEN I PRAG – MOLDAU (VLTAVA)

 

Moldau, eller på tjekkisk: Vltava, er den længste flod i Tjekkiet og bliver også af og til kaldt Nationalfloden. Den udspringer i det sydlige Bøhmen, og fortsætter nord for Prag til byen Mělník, hvor den flyder sammen med Elben og fortsætter op gennem Tyskland til Hamburg.

Vltava, Moldau, strækker sig 31 kilometer gennem Prag, nærmest i en slags krølle, og der er hele 18 broer i byen, ikke mindst den berømte Karlsbro. Desuden kan du med en billet til den offentlige transport i Prag springe på 6 små, nuttede færger og krydse floden på den måde.

 

Her kan du navigere i artiklen:

Hav det sjovt ved floden

Prags strandområde - Žluté lázně

Svømmeanlægget Podoli

Náplavka - "Havnefronten" i Prag

Madfestivaler ved Smichovska Náplavka

Børnenes Ø (Dětský  Ostrov)

Nominanza River - ølhave med musik

Karlsbroen - Karlův most

Lod' Pivovar - mikrobryggeri på en båd

 

Hav det sjovt ved Moldau!

Der arrangeres mange aktiviteter på selve floden og ved flodbredderne. Byen har en stor strand, der er forskellige madfestivaler og markeder på begge sider af floden, du kan leje en båd eller en vandcykel, og du kan selvfølgelig tage med på Prag Udflugters skønne flodtur med middag, hvor en dansktalende guide vil sørge for gæsterne under spisningen og også fortælle spændende detaljer og historier om det, man ser undervejs.

I denne gennemgang af, hvad man kan opleve ved Moldau, flyder vi med strømmen, så at sige – derfor begynder vi syd for centrum.

 

Žluté lázně – Prags strandområde

Syd for centrum, ved sporvognsstoppestedet Dvorce (linje 2, 3, 17 og 21), finder man byens store strandområde. Her er restauranter, snack-barer og almindelige barer, en lang række sportsfaciliteter og i det hele taget god plads til at lege, læse, spille frisbee, slappe af i solen – eller hvad man ellers forbinder med en dejlig sommerdag. Det er muligt at bade i floden, og vandet er rent, sådan sundhedsmæssigt. Men flodvand er som regel lidt grumset, så de fleste vil nok synes godt om, at man lige kan bruse sig over bagefter. Der organiseres jævnligt filmforestillinger, koncerter og aktiviteter for børn.

Žluté lázně er åbent dagligt fra begyndelsen af maj til slutningen af september fra klokken 8-22. Der er en beskeden entrébetaling: Czk. 100,- for voksne og Czk. 50 for børn op til 12 år. Så en familie med to børn kan komme ind for Czk. 200,-, der svarer til ca. 60 danske kroner. Og pengene er i virkeligheden et ”forbrugskort” til området, hvor man kan bruge det betalte beløb til at købe forfriskninger, betale for en tennisbane eller lignende. Entréen er med andre ord en ordning, som sikrer, at gæsterne i det mindste forbruger en smule, og beløbet er ikke stort!

Mange faciliteter kan bruges gratis, andre betaler man leje for, men priserne er lave.

 

Podoli Svømmeanlæg

Tæt på Žluté lázně befinder Prags største svømmestadion sig. Tag en sporvogn til ved stoppestedet Kublov (linje 2, 3, 17 og 21). Anlægget består af to swimmingpools på 50 og 33 meter udenfor og også en indendørs pool på 50 meter. Der er åbent helt året. For ekstra betaling kan man få massage og gå i sauna. Der findes vandrutsjebaner, legeområde osv. , og en familie kan tilbringe en skøn dag i anlægget. Man behøver hverken at sulte eller tørste, der er selvfølgelig servering af både mad og drikke til venlige, tjekkiske priser.

Entréprisen for en dagsbillet for voksne er omkring 55 danske kroner og for børn under 15 er prisen omkring 35 kroner. Der kan købes en familiebillet for 2 voksne og et barn op til 15 år for i alt ca. 115 kroner, og for hvert ekstra barn kan man så nøjes med at betale 25 kroner.

Podolí Swimming Center

Podolská 74

147 50 Praha 4- Podolí

www.pspodoli.cz

 

Floden i Prag – Náplavka

Den del af flodbredden som strækker sig fra Det Dansende Hus og så ca. en kilometer mod syd, kaldes i daglig tale Náplavka. Området begynder ved broen Palackého most og strækker sig til jernbanebroen, som også kaldes ”Jernbroen” (Železniční most) på tjekkisk. Det er tæt nok på absolut centrum til, at man sagtens kan gå dertil, eller man kan tage en sporvogn (2, 3, 7, 17, 21) til stoppestedet Výtoň ved den fjerneste ende af området og så spadsere tilbage mod centrum.

I sommerhalvåret er her hver lørdag et stort Farmers’ marked, hvor lokale producenter sælger frugt, grønt, honning, vin, og en lang række andre spændende specialiteter.

I sommerhalvåret får Náplavka nærmest sit eget liv. Utallige fastliggende både tilbyder mad og drikke i forskellige afskygninger, og priserne er så lave, at de lokale flokkes hertil og skaber en helt speciel atmosfære. I den sydligste ende er der oven i købet en stor båd med mulighed for at sejle i kajak eller spille beachvolley – på selve båden.

Byen har nu også renoveret nogle af de rum under vejen, som tidligere var depoter og lignende, sådan at de kan benyttes til gallerier og hippe caféer – det er planen, at disse også kan være åbne om vinteren, så der er liv året rundt. Underligt nok er der ikke så mange turister, der har opdaget Náplavka, så selv om området er stort og iøjnefaldende, kan du alligevel godt betragte dette som et vaskeægte ”insidertip”, lige i byens hjerte.

 

Floden i Prag - Smichovska Náplavka

På modsatte side er flodbredden også ved at udvikle sig til et livligt område. Også her er der nu indrettet mere permanente serveringssteder, og så er det desuden her, man meget ofte i weekenden finder diverse madfestivaler, oftest med et overordnet tema, som f. eks. ”Sydamerika”, Asien” ”Sæson for svineslagtning”, ”Fisk og skaldyr”, ”Vegetarisk og vegansk”, ”Streetfood” og så videre. Der er ofte en lille entrébetaling til festivalerne, men det er mindre end 50 kroner.

Tag en sporvogn til stoppestedet Zborovska, nogle få minutters gang fra Smichovska náplavka. Linjerne 4, 5, 7, 10, 11, 12, 13, 16, 20, 21 og 26.

 

Børnenes Ø (Dětský  Ostrov)

Har du børn med til Prag, så kan I tilbringe en dejlig dag på Børnenes Ø (Dětský  Ostrov). Der er fri adgang til øen, og den er efter en stor renovering i 2018 nu nærmest én stor legeplads fuld af legeredskaber og udfoldelsesmuligheder. Der er et stakit rundt om legeområdet, så selv om det ligger på en ø i floden, er det sikkert at tage de mindste med dertil. Foruden legepladsområderne, som delvist er indrettet efter alder, er der en fodboldbane med kunstgræs, volleyballbane og basketball-bane. Adgangen til øen er fra den side af floden, hvor slottet ligger, lige ved siden af broen Jiraskuv Most. Man skal over en lille bro, som også leder til restauranten Manu Risto & Lounge, så ser du restauranten, er I gået rigtigt.

Legeområderne er åbne 8-20:30 fra maj-september og 5-17 fra oktober-april.

Vil I tage offentlig transport, så er det med sporvogn til stoppestedet Svandovo Divadlo. Linjerne 1, 9, 10, 11, 12, 13, 15, 20, 25.

Dětský  Ostrov på Google Maps

 

Nominanza River

Nominanza River er vel byens mest centralt beliggende ølhave. Den ligger helt nede ved flodbredden mellem Karlsbroen og Nationalteatret. Du skal ned ad en trappe, og ovenover trappen er der desuden skilte med diverse bådture (som jeg ikke kan anbefale, men ser du skiltene, er du gået rigtigt). Der er åbent i sommerhalvåret, når vejret tillader det, typisk fra midt på eftermiddagen og til klokken 22. Foruden øl kan man selvfølgelig få alkoholfrie drikkevarer, vin, cocktails, kaffe og te. Der er en grill, hvorfra man kan bestille et regulært måltid mad.

Når der er åbent, er der livemusik det meste af tiden. Nogle af de meget talentfulde unge musikere i Prag spiller, typisk guitar og sang med velkendte pophits, og volumen er ikke så høj – men man kan i øvrigt beslutte sig for, hvor høj musik man ønsker, simpelthen ved at sætte sig tæt på eller langt fra scenen.

Nede på samme halvø kan man desuden leje sig en vandcykel, og børn og barnlige sjæle kan prøve kræfter med ”Water Zorbing” – gå på vandet indeni en stor gennemsigtig plasticbold.

Hvis man vil dertil med offentlig transport tager man en sporvogn 2, 9, 11, 13, 14, 18, 22 eller 23 til stoppestedet Národní divadlo.

 

Karlsbroen - Karlův most

Der er vist ingen tvivl om, at Karlsbroen er Prags bedst kendte seværdighed.

Broen er planlagt og igangsat af den væsentligste regent i landets historie, Kejser Karl Den Fjerde – deraf navnet på broen. Byggeriet begyndte i 1357 – faktisk kender man tidspunktet for nedlæggelsen af grundstenen, nemlig d. 9/7 1357 klokken 5:31 om morgenen. Kejserens vigtigste rådgivere, numerologer og astrologer havde udregnet, at planeternes stilling var ideel og talkombinationen (dato og tidspunkt) havde en særlig kraft, fordi de udgør et palindrom: 135797531. Stedet, hvor broen ligger, er det første sted, man har forbundet de to flodbredder i Prag, men Karlsbroen er faktisk den tredje bro her. Da man forbandt de to flodbredder og skabte bedre adgang fra øst mod vest, betød det samtidig en stor fremgang for byens forretningsmuligheder.

Broen har været meget igennem i sit lange liv, bl. a. har oversvømmelser beskadiget nogle bropiller et par gange, og også 30-års krigen, hvis sidste og afgørende slag i Prag var netop på Karlsbroen i 1648, gav nogle skader. Men hver gang er den blevet repareret, og den står der endnu.

Der er som regel et mylder på broen, men hvis du vil have den lidt mere for dig selv, skal du bare stå op lidt tidligere. Forskellen mellem klokken 8 og klokken 11 er enorm.

De 30 helgenstatuer er væsentligt nyere end selve broen, de fleste af dem kom til i 1700-tallet. Især statuen af Den Hellige Jan fra Nepomuk tiltrækker sig stor opmærksomhed, fordi man ”skal” røre ved de to messingrelieffer på forsiden. Få forklaringen og masser af andre spændende historier på en privat byrundtur med Prag Eksperten.

 

Floden i Prag - Lod 'Pivovar

Når vi fortsætter langs floden i samme retning som strømmen, så finder vi 3 broer efter Karlsbroen det fortrinlige mikrobryggeri, Lod’ Pivovar, som ligger på en båd, der er forankret ved flodbredden. Der brygges 6-7 slags øl på selve båden, og de er ret forskellige, lige fra almindelige pilsnertyper til ales og nogle gange f. eks. frugtøl. Udvalget skifter, men stedets bedste pilsnerøl og den prisvindende sorte øl, Monarchie, er faste på ølkortet og med god grund. De er fremragende og efter min mening nogle af de bedste øl i Prag. Priserne er helt lokale, og i skrivende stund koster de fleste af dem under 15 danske kroner for ½ liter.

Maden ombord kan også anbefales. Kan du lide bøf tartar er Lod’ Pivovars udgave en af de bedste i byen.

Du finder båden lige ved broen Štefánikův most, og du kan også komme dertil med sporvogn 6, 8, 15 og 26 til stoppestedet Revolucni et par hundrede meter derfra.

www.pivolod.cz

 

Hvis du er interesseret i øl og mikrobryggerier og gerne vil have den fulde oplevelse med en entusiast, så book den private tur 4 mikrobryggerier og 1 middag sammen med Prag Eksperten. Det er lærerigt, fornøjeligt og med masser af muligheder for at smage håndbrygget øl til lave priser.

 

 

Floden Moldau (Vltava) snor sig smukt gennem Prag. Læs om, hvor meget glæde, du kan have af at kende floden og dens muligheder.

 

Hoteller i Prag til gode priser kan du booke direkte hos mig. Så får du service, masser af vejledning på dansk og mulighed for at komme i kontakt med et ”rigtigt” levende menneske, som brænder for byen – det finder du ikke hos ”de store”, der bare betragter dig som et nummer, ikke en person.

 

Hvis du er interesseret i øl og mikrobryggerier og gerne vil have den fulde oplevelse med en entusiast, så book den private tur 4 mikrobryggerier og 1 middag sammen med Prag Eksperten. Det er lærerigt, fornøjeligt og med masser af muligheder for at smage håndbrygget øl til lave priser

 

Alle, der rejser til Prag, kan have glæde af en privat byvandring i begyndelsen af opholdet - så får I alle de tips og idéer, I har brug for, så I får det optimale ud af jeres rejse

 


 
Copyright (C) 2020 Prag Eksperten. Alle rettigheder forbeholdes

Prag info - Kør selv - Ferie i Prag - Rejser til Prag - Billige rejser - Parkering i Prag - Prag info - Billig overnatning - Ferielejligheder - Prag efterårsferie - Ferie i Tjekkiet

Billige flybilletter til Prag - Storbyferie Prag - bilferie - bilferie kør-selv Prag - billig rejse til Prag -bil-ferie kør selv - ferielejligheder - kør-selv ferie - miniferie i Prag - Togrejse til Prag
Prag rejse - Prag turist - rejser Prag - flyrejser til Prag - Restauranter i Prag - flyv til Prag - forlænget weekendtur til Prag - ferieboliger i Prag - billige flyrejser til Prag - Wellness i Prag